Man kan blive enormt ked af det, når man er forelsket i én, som ikke gengælder følelserne. Ulykkelig kærlighed gør rigtig ondt, og her kan det for nogle være fristende at bruge hash eller stoffer til enten at gøre sig mere interessant for den, man er forelsket i, eller til at holde en pause fra de svære følelser.

Forelskelse er en af de vildeste tilstande, vi kan opleve. Den er svær at sammenligne med andet end måske lige netop dét at være i en rus. Man siger også, at forelskelse er som kokain for hjernen, fordi den udløser en hel cocktail af kemiske stoffer i os.

forelskelse

Forelskelse er en af de stærkeste kræfter

Forelskelse kan være en rus i sig selv. Men hvad hvis følelserne ikke er gengældte eller du oplever at du ikke slår til i forhold til dén du er forelsket i?

Et knust hjerte gør enormt ondt – både fysisk og psykisk – og det kan tage lang tid for det at hele. Du kan komme til at gøre mere skade end gavn, hvis du prøver at behandle ulykkelig kærlighed med hash eller stoffer, for når rusen stopper, vender den negative følelse typisk tilbage, og du kan være endnu mere ulykkelig end du var til at starte med.

Selvom det lyder umuligt, så kan dit udgangspunkt altså blive dårligere, og det vil tage endnu længere tid før dit hjerte bliver helt igen.