Det kan godt være, at vi hele tiden bliver mindet om, at vi er selvstændige individer og at vi skal styrke vores personlige udvikling med selvrealisering og så videre, men i bund og grund har vi brug for hinanden. Vi er flokdyr. Helt grundlæggende har vi alle et behov for at høre til. Derfor er mobning noget af det værste, man kan opleve som menneske.

billetten til fællesskabet

Når verden vender sig mod dig

Det kan føles uoverskueligt, når andre rotter sig sammen mod én. Uden nogen at snakke med det om, bliver alting væsentligt tungere at bære på. Derfor er det bedste råd også at finde en at snakke med.

Man vil bare væk fra smerten

At blive holdt udenfor, at blive ydmyget, at blive udsat for fysiske overgreb eller digital mobning kan sætte dybe, smertefulde ar i sjælen. Al form for mobning gør ondt, og derfor er det ikke mærkeligt, at man desperat forsøger at komme væk fra det smertehelvede, det er. At føle sig forkert, ensom eller måske ulykkelig kan være svært at være i, og for nogle kan det være fristende at bruge hash eller stoffer til at glemme det hele og få lidt fred.

Det stærkeste redskab

Desværre er det ikke løsningen på mobningen, men der er heldigvis andre måder. Der findes hjælp til dig, der er offer for mobning. Første skridt er at tale med nogen om det, for eksempel en ven, et familiemedlem, en underviser eller en professionel. Det er ikke pinligt at fortælle, at man bliver mobbet – det er i virkeligheden mere flovt, at nogle mennesker gør så ondskabsfulde ting over for andre. Det siger intet om dig, men for at komme ud af situationen, skal du bruge de rigtige redskaber – her er samtalen helt klart et stærkere redskab end hash og stoffer.