Har du prøvet at flyve?
Altså ikke i et fly, men at være følelsesmæssigt flyvende? Det er sådan, det føles når man er i flow og fuldstændig opslugt af noget. Sådan føles kreativitet for mange.
Hash og stoffer kan for nogle være en genvej til kreativitet og flow. Det kan være fristende at tage den genvej, men du løber en lille risiko hver gang du overbeviser dig selv om, at der skal noget ekstra til for at fremkalde din kreativitet.
For hvad så, når du ikke længere vil tage stoffer eller ryge hash? Vil du så ikke længere opleve flow på samme måde, og kan du overhovedet være opfindsom nu?
Kreativitet og flow er ikke afhængig af hash eller stoffer, men det kan du desværre blive. Det er en god idé at mærke efter og spørge sig selv, om ens ideer og tanker uden hash og stoffer ikke er lige så gode? Og om flowtilstand i sin natur ikke er så tilpas fantastisk, at den slet ikke behøver at blive forstærket?