Booster du dig selv?
Opbygning af selvtillid er som slow food, det tager tid. Når hash eller stoffer bliver indblandet, handler det som regel om en hurtig løsning.
Måske har du prøvet at ryge hash eller tage stoffer som en genvej til mere selvsikkerhed – eller for at flygte fra en manglende selvtillid? Det kan give et midlertidigt selvtillidsboost, men det fungerer ikke rigtig som permanent løsning. Når hashen eller stofferne holder op med at virke og rusen forsvinder, vil du være tilbage i den tilstand, du flygtede fra. Du kan endda opleve at stå tilbage med en endnu lavere selvtillid end før. På den måde er der altså en pris at betale, når man ”køber” selvtillid med stoffer.
Med stofferne kan du få et glimt af følelsen af selvtillid. Men selvtillid kan ikke bygges af op af hash eller stoffer. Den gode nyhed er heldigvis, at selvtillid kan bygges op. Du kan for eksempel øve dig i at tænke positivt om dig selv, gøre mere af det du er god til og klappe dig selv på skulderen, når du lykkes. Det kan også hjælpe at dele dine tanker med andre. Når du gradvist bygger din selvtillid op, står du langt stærkere fremover.